onsdag den 31. juli 2013

Naan brød med Spinat og Cashewnødder

Det var ikke kun kage, der blev bagt i min ovn igår.
Det jeg savner aller, aller mest, efter jeg er begyndt at spise stenalderkost (hovedsageligt), er BRØD! Jeg har altid elsket brød, og blankt indrømmet så falder jeg tid af paleo-vognen og spiser en masse brød.
Desværre ser jeg hurtigt de dårlige effekter af brødet: Oppustethed, cravings og mega dårlig hud.
Det er svært at finde paleo erstatninger, og i princippet burde man slet ikke gøre det, men engang imellem falder jeg over en opskrift der faktisk giver et godt brød, og denne er en af dem: Naan brød bagt på mandelmel.

Opskriften på 8 mellemstore brød lyder således:
Først: Varm en pande op til middel varme og Tænd ovnen på 160 grader varmluft.
Til selve dejen skal du bruge:
  • 2,5 dl mandelmel
  • 4 tsk vinsten (Eller bagepulver. Eller prøv at bage dem helt uden).
  • 1 tsk salt
  • 4 æg
  • 4 spsk knuste/hakkede cashewnødder
  • 1 tsk hvidløgspulver
  • 2 spsk kokosolie, smeltet
  • Et par hånfulde frisk hakket spinat (Jeg brugte baby spinatblade)

Rør ingredienserne sammen og steg dem let som pandekager på en pande - En spiseskefuld dej af gangen.
Læg dem derefter på en bageplade, og bag dem færdige i ovnen, i cirka 15 minutter.
Spis dem som tilbehør til Karryretter (det gjorde vi selv)


Opskriften er fra denne bog: Roberts, Jack. Piece of Cake Paleo - Effortless Paleo Bread Recipes.

tirsdag den 30. juli 2013

Kirsebærtærte

Såååå blev det tid til første kreation med alle de lækre kirsebær, Andreas har plukket i vores skønne have. For noget tid siden så jeg en opskrift på blåbærtærte med mandelcreme inde på Kagerulle (side på , facebook) og tænkte straks at den opskrift kunne nemt paleoficeres, og blåbærrene kunne skiftes ud med kirsebær.

Opskriften kom altså til at lyde således: 



Ingredienser
75 gram kokosmel
60 gram mandelmel
50 g palmesukker
½ tsk vaniljepulver
150 g smeltet smør
Fyld
100 g smeltet smør
100 g palmesukker
½ tsk vaniljepulver
4 æggeblommer
100 gram mandelmel
Et nip salt
2 æggehvider, pisket stive
150 g friske eller frosne kirsebær

Tilberedning:
Bland alle ingredienserne til bunden i en skål, og bland det sammen til en dej.
Rul dejen ud og læg den i en tærteform.
For at holde tærtekanten på plads mens den blev bagt, lagde jeg et bagepapir ned oven i, og fyldte formen med linser (disse kan genbruges, til en anden gang du skal bage tærte).
Tærtebunden blev bagt ved 160 grader varmluft først i 15 minutter med linser i, og derefter i 5 minutter med linser.
Så er det til fyldet: Smørret blev smeltet. Sukker, vaniljepulver og æggeblommer blev pisket sammen i en skål. Da det var pisket skummende, kom jeg mandelmel og salt i, og piskede det til en jævn masse. Herefter tilsatte jeg smørret og piskede igen.
Til sidst rørte jeg de piskede æggehvider i dejen.
Bærrene blev lagt på den forbagte bund, og mandelcremen blev fordelt oven på bærrene.


Så røg den lige en tur i ovnen igen i 25 minutter – vupti! Lækker kage :)
Kirsebær kan selvfølgelig nemt udskiftes med blåbær igen, eller andre bær alt efter sæson. En variant kunne laves hvor man bruger æbler og eventuelt tilsætter lidt kanel til fyldet. Så har man i hvert fald en super lækker æbletærte... Det tror jeg skal afprøves når æblerne i haven bliver modne til efteråret :-)


søndag den 28. juli 2013

Kokos-Kaffe boller :-)

Søndag eftermiddag trænger jo næsten til hjemmebag, og da jeg så en lækker opskrift på kokos-kaffebrød, kunne jeg ikke lade vær med at afprøve den.
Desværre er min brødform blevet væk - fandt jeg ud af da dejen var lavet - øv! Så jeg formede i stedet dejen til boller - hvilket er endt med at blive en rygende succes.
Jeg har fundet opskriften i bogen: Piece of Cake Paleo - Effortless Paleo Bread Recipes - og har så redigeret i opskriften så den passede lidt mere til mig.


Opskriften kom til at lyde sådan her:
11 dl kokosmel
3 æg
1 tsk vinsten
3 spks dadelsirup

½ tsk salt
4 klumper knust palmesukker (ca 1 dl)
3 tsk pulverkaffe
2,5 dl kokosmælk
3 spks kakao


Bland de tørre og de våde ingredienser hver for sig.
Bland det hele sammen, og form til boller. Bag bollerne  i 20-40 minutter ved 175 grader.
Nyd med æblesmør eller hybenmarmelade :-) Mummelumme.




Hybenmarmelade

Uuuuhhh, igår var manden min og jeg på hybenrov. Vi kom hjem med en ny fodbold, en masse torne i fingrene, utallige rifter og 10 liter hyben.
Jeg elsker hyben, og har gjort det siden jeg var helt lille - min oldemor har altid lavet en lækker smækker hybenmarmelade, og det samme har min mor.

Selvfølgelig måtte jeg også selv prøve mig frem til en omgang hjemmelavet hybenmarmelade - dog uden hvidt raffineret sukker og alt muligt andet i den dur.. Det lykkedes mig at få kogt en super lækker omgang marmelade - som dog blev lidt for tyk i konsistensen. Heldigvis smager den himmelsk, og glæder mig allerede til at guffe den i mig igen...

Jeg brugte følgende (til et lille glas)
150 gram hyben (renset vægt)
Et drys vaniljepulver
to spsk. palmesukker
Vand

Så bliver det ikke nemmere :-) Hyben, vand og vanilje kom op i en gryde og blev sat til at koge. Da det havde kogt nogle minutter, tilsatte jeg palmesukkeret.
De lækre hyben fik lov til at koge til de var helt møre (jeg tilsatte mere vand undervejs), og da de var helt kogt ud, blendede jeg hele baduljen og kom den i et skoldet glas.

Velbekommen ;)



fredag den 26. juli 2013

Bagt og fyldt sød kartoffel.

Så har min lille husmus Andreas, igen været på spil i køkkenet - denne gang har han lavet bagt og fyldt sød kartoffel (Batat), som han har serveret til en grillet tykstegsfilet.
Hold da helt fest, det smagte som en drøm - Vi kan begge to godt lidt søde kartofler, og denne tilberedningsmetode er klart noget jeg kan anbefale.
Selvfølgelig er det også muligt at følge samme fremgangs, og så blot bruge almindeligt kartofler i stedet - jeg er sikker på at dette vil smage lige så fremragende.

Til to serveringer brugte vi:
1 stor sød kartoffel
1 dl revet cheddar
Et par skiver stegt bacon, smuldret

0,75 dl kokosmælk
1 gult løg, finthakket
Salt og peber
Hvidløg, finthakket

Bag kartoflen i ovnen (ca. 50 minutter ved 220 grader). Stik i den med en kniv for at mærke om den er færdig.
Når kartoflen er bagt, tages den ud af ovnen og deles på langs i to halve. Kartoffelkødet tages ud (uden at ødelægge skrællen) og skrællen sættes ind i ovnen igen, mens fyldet laves.

Kartoffelkødet, cheddar, bacon, kokosmælk og løget, røres sammen i en skål og krydres med salt og peber og hvidløg.

Blandingen kommes tilbage i kartoffelskrællerne, og bages en 10 minutters tid, til osten er smeltet.

Man kan krydre "mosen" som man vil - eventuelt tilsætte små hakke cherry tomater og frisk basilikum, eller lave en version med hakket stegt laks og blancheret spinat. Mulighederne er mange! God aften :)

torsdag den 25. juli 2013

Ovnbagt blomkål med ost og bacon

Det sidste stykke tid har jeg gået og fiflet med en masse forskellige mad og kageopskrifter, med inspiration fra de kogebøger jeg har hentet via Kindle.
Desværre har jeg nogle frygteligt lange arbejdstider, og når jeg jeg hjemme kl 18.30, er det ikke lige der jeg gider stå og være kreativ i køkkenet i flere timer.
Men! Jeg fandt en løsning - jeg har selvfølgelig fået Andreas til at lave mad efter mine opskrifter!
Første forsøg var her til aften, og jeg må sige at det er blevet ganske, ganske vellykket. Min mave var simpelthen ikke stor nok til at indholde alt det jeg gerne ville spise - så godt smagte det!

Aftenens menu stod på ovnbagt blomkål med ost og bacon - serveret som tilbehør til en stor, lækker
hakkebøf.

Opskriften lød:
1 blomkålshoved, delt I små buketter
8 skiver bacon, sprødstegt og smuldret
1,5 dl revet cheddar ost
Kokosfløde af en dåse kokosmælk
Frisk koriander, hakket
Salt og peber

Gør derefter følgende:
Hæld kogende vand henover blomkålen.
Giv kokosfløden en hurtig tur i mikroen så den er flydende – bland den med koriander, bacon, revet ost, salt og peber i en stor skål.
Tilsæt blomkål og bland det hele godt sammen.

Smør et ovnfast fad med kokosolie.
Bag ved 175 grader I 15-20 minutter.



Inspiration fra bogen: Clark, Becky. Lazy Low Cal Lifestyle Cookbooks #1 And #2

onsdag den 24. juli 2013

Icetea

Når det er sommer og varmt, skal man huske at drikke massere af væske.
Jeg selv er stor fan af te, men når det er så varmt, har jeg ikke så meget lyst til at sidde med kop skoldhed te. Derfor fik jeg den geniale idé, selv at lave Icetea. Den Icetea man køber er for det meste fuld af alt muligt skidt, så jeg ville lave en ren version.

Jeg har simpelthen bare lavet en stor kande te - man kan bruge sin favorit te, men jeg valgte at bruge en grøn te med granatæble, der allerede er lidt sød i smagen.
Da teen var lavet, gav jeg den lige lidt kokospalmesukker (en klump, eller cirka en spiseskefuld), for at søde en lille smule, men ikke for meget..

I går drak vi en kande fuld, og det smager dejligt. Her til morgen har jeg lavet en kandefuld og sat på køl, til når jeg kommer hjem i aften. Glæder mig allerede :-)
God dag alle sammen!

tirsdag den 23. juli 2013

Chili og lime Krydret Oksecuvette med Butternut Boxty :-)

Vi har altid massere af kød i fryseren, og lige nu er den fyldt med Okse, Hakket svin og vildsvin - det betyder at kosten primært består af det vi hiver op - det er dejligt nemt: Kød i fryseren som vi henter hos lokale jægere eller hos slagteren i Nr. Asmindrup (altid storkøb, det er billigere), grønt bliver leveret lige til døren fra Bogø frugt og Grønt . Æg henter vi hos en der træner i Schæferhundeklubben sammen med Andreas, vi har købt stort ind af nødder og kokosmel i Tyskland og så skal der bare handles lidt småting ved siden af: Olie, kokosmælk (den fra fakta), smør og det løse.

Med lidt inspiration fra blandt andet Arlas hjemmeside, fik jeg lavet en lækker Oksecuvette til os her til aften.
Tidligere på dagen rev jeg skallen af to lime og blandede det med lidt himalayasalt og lidt tørrede chiliflager. Cuvetten blev gnedet godt ind i det og lagt i et ildfast fad.
Den kom herefter i ovnen: Først 10 minutter ved 250 grader, derefter ca. 45 minutter ved 150.
Som tilbehør fik vi Butternut Boxty, som jeg jo må sige var en himmerrigs mundfuld. Det var super lækkert, og jeg må tilstå at jeg også havde brug for noget super lækkert mad for at holde mig selv i den sunde løbebane.
Som nogle af jer måske ved, har vi haft et par dødsfald i familien, og det har gjort at tankerne (desværre) har rykket sig lidt væk fra alt det sunde og hen på en masse nemme løsninger - Det er selvfølgelig for dårligt! Og jeg kan se og mærke på min krop, at det ikke har været godt. Heldigvis har dagen i dag bestået at primært sunde ting, og jeg håber at jeg kan fortsætte den sunde løbebane fremover :-)

I weekenden har jeg planer om at bage lidt kage - muligvis med kirsebær fra mit flotte kirsebærtræ i haven. Hæng ved og se hvad det bliver til :-) Fortsat god tirsdag alle sammen - nyd livet og hinanden, og ikke mindst maden :-)

Butternut Boxty

Jeg har for nyligt opdaget Kindle til min Pc - et fantastisk E-bogs program, som jeg allerede efter nogle få dage er blevet meget glad for. Og hvorfor er jeg så det? Jo, på Amazon.com er der jævnligt en masse kogebøger som man kan downloade til Kindle på sin PC ganske gratis!
Jovist, jeg har allerede en masse kogebøger herhjemme, dog er ingen af dem specielt paleo-venlige og så synes jeg også at det er super sjovt at læse nogle nye kogebøger (Dem jeg har på hylden er ved at være slidte).

I morges bagte jeg Kokosboller, efter en opskrift fra en af bøgerne jeg har hentet, og her til aften skal den nu stå på Butternut Boxty, som jeg har fundet i bogen: Lazy Low Cal Lifestyle Cookbooks #1 And #2 Combined. Kindle Edition. Af Becky Clark.

Jeg elsker allerede butternut, og det samme gør Andreas! hvilket jo er skønherligt, så derfor var det mig oplagt at prøve denne opskrift, da den både er superlækker og super nem!! Selvom jeg godt kan lide at bruge lang tid på madlavning, er det også rart med nemme og ukomplicerede retter.


Boxty er traditionelt en Irsk kartoffelpandekage, som minder meget om Rösti, dog er den finere.

Til en ordentligt røvfuld Butternut Boxty skal du bruge:

1 butternut - Skrællet og revet fint
Et bundt forårsløg, hakket fint
Salt og peber
3 æg
En håndfuld hørfrø

Kokosolie til stegning.

Bland alle ingredienserne i en skål (undtagen kokosolien). Dejen steges på en mellemvarm pande i små klatter sat med en spiseske.
Når boxtyerne er stegt faste på begge sider, lægges de over på en bageplade beklædt med papir, og bages færdige i ovnen i ca. 10 minutter ved 200 grader.

Mini brunch til to personer

Idag er det tirsdag, og det betyder: Fridag til Terese! Dejligt.
Da Andreas også har fri, da han har ferie, synes jeg at jeg ville starte dagen med noget lækker morgenmad. Det blev til en minibrunch til os to, bestående af:
Kokosboller med Nutella
Små pandekager med dadelsirup
Wannabe yoghurt med nøddedrys og dadelsirup


Opskrifterne har jeg selv digtet sammen med inspiration fra forskellige hjemmesider. Opskriften på kokosbollerne har jeg fundet i bogen: Paleo Breakfast Recipes: 50 Quick, Easy and Delicious On The Go Paleo Recipes For Busy Paleo Dieters .  . Kindle Edition. af Diana G. Hopkins.
Opskriften på pandekagerne er med inspiration fra denne side: http://glutenfristart.dk/glutenfri-pandebrod/, og  "Yoghurten" har jeg bikset sammen ud fra (næsten) fri fantasi - efter at have stødt på lignende opskriften rundt omkring på nettet.

Kokosboller med nutella (2 stk):

- 2 æg
- 3 spks kokosolie
- ½ tsk vinsten (kan undlades)
- lidt groft salt
- kokosmel (det grove kokosmel, blendet til fint mel)

Det hele røres sammen, formes til to boller og bages i ovnen ved 200 grader varmluft i 15 minutter.

Nutella:
- 3 spsk kokosolie
- 4 udstenede dadler
- ½ spks kakao

Alle ingredienserne blendes sammen til nutella.

Små pandekager med dadelsirup (8 stk)

- 2 æg
- 1 spsk dadelsirup
- 1 spks kokosolie
- 1 dl mandelmel (alm. blendede mandler)
- ½ dl fint kokosmel
- 1 tsk vinsten (kan udelades)
- ½ tsk vaniljepulver
- 1 tsk kanel
- lidt groft salt

Det hele røres sammen til en tyk pandekagedej. De små pandekager klattes på en pande med en spiseske, og steges et minuts tid på hver side, til de er færdige :-) Serveres med Dadelsirup. Mums :-)

Wannabe Yoghurt med nøddedrys

- 1 moden avocado
- 2 håndfuld hindbær
- ½ dl vand
- ½ tsk vaniljepulver

Det hele blendes til en tyk cremet masse, og hældes op i to små skåle (eller en stor, hvis man er grådig og vil have det hele for sig selv ;) ) Drysses med hakkede nødder, lidt kokosmel og kerner, der er ristet på en pande i kokosolie


En meget lækker, og MEGET mættende morgenmad. Jeg var super mæt bagefter, og kunne faktisk ikke spise det hele. Desuden synes jeg det er super dejligt at have fundet et alternativ til bollerne med gule ærter, så at jeg nu har lidt opskrifter at vælge imellem, når der skal bages boller i det lille hjem :-)

mandag den 22. juli 2013

Pulled Wild Swine :-D

Som nogle måske ved, har vi for ikke så lang tid siden hentet et vildsvin (parteret og skåret i stege) hos en jæger, blot en times kørsel fra vores hjem.
Første gang jeg prøvede mig med vildsvin, endte det med en vildsvinerulle ala rullesteg - desværre var Andreas ikke så vild med smagen af svinet (Jeg synes selv at det smagte fantastisk).
Dog er der rigtig mange kilo tilbage af svinet, så nu gælder det for mit vedkommende om at få svinet til at smage så godt, så Andreas ikke kan holde tænderne fra det ;)

Så i forgårs tog jeg en nakkefilet fra svinet op af fryseren og satte til at tø - og i går aftes kom jeg den i en frysepose sammen med en marinade af:
Olivenolie¨
Godt med stærk paprika
Et drys tørrede chili flager
Lidt granuleret hvidløg
Salt og Peber

I morges klokken 5.30, røg den så i en stegeso og ind i ovnen på 100 grader, hvor den har stået og lumret til vi skulle have aftensmad i dag, da jeg kom hjem fra arbejde.

Da jeg kommer sent  hjem, var Andreas heldigvis ikke bleg for at stå for en del af madlavningen - så han lavede blomkålsboller til vores pulled pork burger af:
½ hoved blomkål blendet
2 æg
salt og peber
3 små revne gulerødder
1 tsk fiberhusk

Alle ingredienserne blev blendet sammen, smurt ud til 4 cirkler på en bageplade beklædt med bagepapir, og bagt i 20 minutter ved 200 grader.

I bollerne fik vi også en lækker gulerodsslaw bestående af:
Fint revne gulerødder
Tynd Mayonnaise-dressing rørt af:
- Æggeblommer
- Avocado Olie
- Valnøddeolie
- Citronsaft
- Salt

Heldigvis gik denne udgave af Vildsvinet rent ind hos Andreas - og må også sige at selve kombinationen af det lidt spicy kød, den søde gulerodsslaw og de lidt salte boller, var helt igennem perfekt!
- Alt i Alt en super lækker smagsoplevelse :-)

lørdag den 13. juli 2013

Vildsvinerulle

Onsdag i sidste uge hentede vi et vildsvin, og i dag var det tid til at sætte tænderne i svinet for første gang.
Jeg har kigget rundt på forskellige hjemmesider for at finde inspiration til hvordan den kunne serveres, og kom frem til at lave en vildsvinerulle.
Princippet er lidt som en rullesteg - dog med en smule anderledes fyld, og så har jeg selv skåret en tyksteg fra vildsvinet ud til et "slag" der kunne rulles sammen.
Portionen jeg lavede passede til to personer, så der skal ganges op hvis man er flere.

Jeg brugte:

1 lille tyksteg (ca 450 gram)
6 fed hvidløg + to ekstra
En håndfuld tørrede, hakkede tranebær
En stor håndfuld hakkede cashewnødder
En stor dusk frisk persille, hakket
3 store tomater, hakkede
1 dåse kokosmælk
Salt og Peber
Muskatnød

Tykstegen skar jeg som sagt ud til et "slag". Jeg tog hvidløg, tranebær, persille og cashews og rullede slaget sammen om godterne. Derefter blev steget bundet sammen med kødsnor.

På en varm pande smed jeg en klat klaret smør (Ghee), og derefter brunede jeg stegen af i smørret og lagde den over i en stege so. På panden smed jeg det resterende fyld, der ikke kunne være i stegen, og så de ekstra hakkede fed hvidløg plus tomaterne og krydderier. Da det havde lumret lidt på panden hældt jeg kokosmælken over og lod det stå i et par minutter. Hældte det derefter over stegen og satte stegesoen i ovnen ved 175 grader i ca. 1½ time.

Som tilbehør fik vi blomkålsris, varmet i en gryde med salt, peber, persille og bladselleri i små tern.


onsdag den 10. juli 2013

Skudsikker Te

Jeg har i de sidste par uger drukket min Bulleproof Coffee hver morgen, som et led i intermittent fasting. Dette har fungeret super! Jeg har det fantastisk - har mere energi, føler mig gladere, og er ikke længere lækker sulten konstant og hele tiden, hvilket selvfølgelig gør at jeg ikke overspiser, og kan nu holde vægten uden at være sulten hele tiden.

Dog har jeg leget lidt med tanken om at prøve med Bulletproof Tea i stedet for kaffen - så det prøvede jeg igår, som et led i en 24-timers faste (18-18).

Jeg brugte en grøn chai fra Yogi Tea, som jeg i forvejen er helt vild med.
Smagen bliver lidt ala en chai latte, dog skal man være obs på at smagen af kokos (fra kokosolien), smager

meget igennem i forhold til BPC hvor kaffen overdøver smagen af kokos.
Hvis man da ikke har noget imod smagen af kokos (jeg eeeeeeeeeeeeelsker kokos), så er BPT, eller skudsikker te, som jeg vælger at kalde den, helt sikkert en mulighed. 
Jeg er i hvert fald fan, og det er ikke sidste gang jeg har drukket denne version af BPC :-)

tirsdag den 9. juli 2013

Kokosstuvet hvidkål

Hvidkål er godt - stuvet hvidkål er endnu mere godt ;)

Jeg elsker stuvet hvidkål, og har tidligere lavet det super simpelt, ved at stege hvidkål mørt i kokosolie i en gryde, for derefter at hælde en ordentlig omgang piskefløde ved og lade det simre til den perfekte konsistens.

Desværre har jeg fundet ud af at jeg ikke tåler mælkeprodukter, og derfor måtte jeg i dag finde på et alternativ..

Jeg har længe gået og fiflet med idéen om at bruge kokosmælk i stedet - men har været meget nervøs, i
forhold til hvordan smagen ville blive..
Heldigvis, viser det sig, at jeg ikke havde noget at være nervøs for!
Til aften lavede jeg det på samme måde som før: Hvidkål, kokosolie, salt, peber og muskat - og har blot erstattet piskefløden med kokosmælk. BUM, den lækreste, smækreste stuvede hvidkål. Det smagte super lækkert, og man kunne på ingen måde smage at det var lavet med kokosmælk.'

I dag blev den spist sammen med hakkedrenge, bløde forårsløg og ovnbagt butternutsquash :-)

Dejligt med en succes i køkkenet :-)

lørdag den 6. juli 2013

Hellefisk i fad, med glaskålssalat

I aften stod menuen på Hellefisk.
Jeg har tidligere kun smagt hellefisk, koldrøget i skiver, og jeg må blankt erkende at dette bestemt ikke har været en af mine favorit spiser.

Da jeg dog arbejder hos en fiskehandler, tænker jeg at jeg må udvide min horisont lidt, og derfor faldt valget på hellefisk til aften.
Hellfisk er en fed, hvid fisk - omend den er lidt dyr (250,- kiloet hos os), så det løber trods alt lidt op, hvis man er mange til spisning.
I dag var vi dog kun 3, og da Andreas ikke er den store fiskespise, kunne jeg nøjes med en flot filet på 450 gram (og der er da også lidt tilbage af den.. til i morgen.. mums ;) ).

Jeg har kigget lidt rundt på nettet, men fandt ikke nogen opskrift der sådan lige passede til min smag. Jeg valgte derfor at improvisere med hvad jeg lige havde i skabene, og hvad jeg fandt hos Spar købmanden i rørvig.


Jeg startede med at tage en fad frem, og så drisle lidt olivenolie i bunden, bum, ned med hellefiskfileten.
Den fik lidt salt, lidt prispresset limesaft og lidt tørrede chiliflager.
Rundt om fisken lagt jeg et stort bundt forårsløg skåret i skiver, og kødet fra en halv ananas i tern.
Fisken fik 20 minutter i ovnen ved 180 grader varmluft.

Som tilbehør lavede jeg en lækker salat af skrællet glaskål og vandmelon i tern. Dryppet med limesaft, valnøddeolie og tørristede pinjekerner.
Og så noget lækker og moden avocado i tern..


Alt i alt en super lækker smagsoplevelse - den fede fisk med den friske salat, den lidt søde smag fra de bagte forårsløg og det syrlige fra ananassen.

torsdag den 4. juli 2013

Astronaut Is med melon og kiwi

For noget tid siden lavede jeg nogle flotte Astronaut is, som jeg synes jeg vil dele med jer.
De går rent ind hos børnene og også hos Andreas ;)

Du skal bruge: (Til 6 is)

3 kiwier
½ honning melon

Kiwi og melon blendes hver for sig, og hældes i formene, enten på skift eller som jeg gjorde, kiwi først, melon bagefter. Fryses og nydes :-)

Kokos/hindbær ispinde :-)

Sommer, sommer og sol...
Okay, måske er der ikke så meget sol lige for tiden, men derfor er det alligevel sommer, og om sommeren er det jo at man godt kan få lyst til en lille is i ny og næ.. Jeg selv elsker is, og specielt ispinde, så da jeg så denne opskrift på kokos ispinde, tænkte jeg at dem måtte jeg prøve at lave..
Jeg susede straks i Netto (de havde nemlig ispinde-forme på tilbud) og købte 2 forme, i den ene kunne man lave Astronautis og den anden bestod af 4 forme til at lave helt almindelige is..

Den oprindelige opskrift er med friske jordbær - det havde jeg dog ikke, så jeg havde den med frosne hindbær i stedet.

Til 4 ispinde skal du bruge:
½ dåse kokosmælk (200 ml)
150 gram hindbær
Agavesirup, koldslynget honning eller andet sødemiddel efter eget valg
Vaniljepulver, fx Urtekrams

Fremgangsmåde:
Kokosmælken blandes med 1 spsk sirup og 1 tsk vaniljepulver

Hindbærrene tøes og blendes, presses herefter gennem en sigte for at få alle kernerne væk. Blandes herefter med 1 spks sirup og lidt vaniljepulver

Herefter fordeles kokosmælk og hindbær i formene, jeg gjorde sådan: 2 spks kokos, 1 spks hindbær og fortsatte indtil formene var fyldte.
Og så skal de selvfølgelig i fryseren bagefter ;)

onsdag den 3. juli 2013

Selleripandekage

Da jeg først prøvede kræfter med paleo, synes jeg det var svært at finde på hvad jeg skulle spise til morgenmad. Selvom jeg er et menneske der lever fint efter faste rutiner, kan det også godt blive for ensformigt at spise det samme og det samme og det samme.

Heldigvis lykkedes det mig at få bikset denne lækre fætter frem, som jeg i en periode spiste meget af til morgenmad, nemlig: Selleripandekagen.

Ordet pandekage, giver måske anledning til at tro at det er en let og tynd ting vi har at gøre med her, tvært imod minder den nok mere om Rösti, og heldigvis smager den helt fantastisk.

Til én pandekage (1 person) skal du bruge:
-En håndfuld revet knoldselleri
-En håndfuld revet gulerod
-Et æg
-Kanel

Det hele røres sammen i en skål, og steges på en pande i kokosolie, som man ville stege rösti.
Jeg toppede den med en banan i skiver, kokosmel og hakkede mandler... Mumsfilibaba ;)

Wannabe yoghurt :-)

Faldt for laaaang tid siden oven en opskrift på www.paleo-opskrifter.dk - en opskrift på en "slags" yoghurt, hvis man som stenaldermenneske kommer til at savne det.

Jeg har aldrig været den helt store yoghurt-spiser, men efter nogle måneder med paleomad, kan det godt blive liiiidt trættende, udelukkende at spise kød og grønt til morgen.

Derfor har jeg brugt denne opskrift som lidt afveksling, for at det ikke altid skal være det samme, og det samme, og det samme. Desuden tager den sig godt ud, og smager himmelsk.

Til to portioner skal du bruge:

1 dåse kokosmælk
2 håndfulde bær (fx. hindbær)
2 modne bananer

Det hele blendes og fordeles i to skåle.

Jeg ynder at servere den med forskellige kerner og hakkede nødder, der er stegt på en pande i kokosolie, og eventuelt drysset med lidt vanilje eller kanel.

Hvis man laver den lidt tyndere, fx. 1 banan til en dåsekokosmælk, undlader bærrene, spæder op med lidt friskpresset citronsaft og lidt vaniljepulver, forestiller jeg mig at man får en udemærket "koldskål". Det skal jeg i hvert fald prøve inden for den nærmeste tid :-)

tirsdag den 2. juli 2013

Tunburger

I aften stod menuen på tunburger...

Jeg havde oprindeligt tænkt mig at servere tunen som bøffer, med avocado/wasabi creme og blomkålsris, men som dagen skred frem, fik jeg nye idéer... Jeg kom på andre tanker, kan man godt sige :-)

I alt fald kom det til at blive en super lækker burger med tunbøf og hjemmelavet wasabimayo.. Puhaaa, det var en ordentlig mundfuld, og en god én af slagsen ;)

Til to personer (to burgere) brugte jeg:

2 tunbøffer (ca 150 gram pr. stk)

Halv opskrift hjemmebagte boller

Hjemmelavet mayo, rørt med wasabi
Sød chilisauce
1/8 squash, skræller i fine skiver
1 gulerod, skrællet i skiver
4 forårsløg, skåret i skrå skiver
1 avocado i tynde skiver

Bollerne blev bagt efter opskriften, til to store boller :-)

Alt fyldet til burgerne var gjort klar i forvejen, så da bollerne kom glohede ud af ovnen, røg tunen på en glohed pande - 1 min på hver side - og derefter blev burgeren samlet.
Serveret med tynde skiver af vandmelon :-)

Bananer på fem for forskellige måder :-)

Jeg elsker bananer - de smager godt, de mætter, og så er de gode til en hel masse paleo bagning. Her kommer mine 5 yndlingsopskrifter med banan på ingredienslisten.



Bananpandekager

Du skal bruge:
Æg
Bananer
Krydderi, fx. kanel, ingefær, muskatnød, kardemomme

Alle ingredienserne blendes og steges på panden i kokosolie.
Jeg plejer at bruge 1 æg til en banan, så får man nogle dejligt små tykke pandekager. For tyndere pandekager, brug flere æg til færre bananer.

Banan-Blåbær muffins

Til 3-4 muffins skal du bruge:

1 banan
2 æg
½ dl revet kokos (kokosmel)
Ca. 20 mandler (eller tilsvarende mængde andre nødder).
½ tsk kanel
en håndfuld blåbær

Banan, æg, kokos, mandler og kanel blendes.
Blåbær fordeles ligeligt i muffinsformene.
Muffinsne bages ved 160 grader varmluft i ca 20 minutter :-)


Kanelstegte bananer

Du skal bruge:
Banan
Kanel
Kokosolie

Kokosolien varmes op på panden.
Bananen flækkes på langs, eller som man ønsker det, fx i skiver.
Kanel drysses på panden, og bananerne lægges på.
Steges dejligt sprøde - det tager et par minutter :-)


Bananis

Til to store portioner skal du bruge:

4 frosne bananer
eventuelt lidt væde
Vaniljepulver

De frosne bananer køres til softiceagtig konsistens sammen med væden og vaniljepulveret.
Herefter kan man variere ud i det uendelige - tilsætte bær, kakao, hakket chokolade - alt hvad hjertet begærer :-)

Banan/spinatomelet

Til en omelet skal man bruge:
2 æg
12 mandler
1 revet guerod
1/4 revet squash
5 kugler hakket, optøet spinat
1 meget moden banan
ingefær
allehånde
kardemomme
en håndfuld blåbær

Alt fyres i en blender, undtagen blåbær.
På en varm pande har man smidt en klat kokosolie på.
Massen hældes ud på panden. Ovenpå fordeles blåbær, og omelettes steges ved svag varme til den er færdig :-)

Endnu en chokoladekage :-)

Jeg lavede denne chokoladekage, som en af kagerne til min fødselsdag i marts, og jeg siger jer,den var helt fantastisk. Den gik rent ind, hos både store og små, og endte da også med at blive spist rub og stub.

Jeg fulgte opskriften som i kan finde via linket, og så lavede jeg ellers dobbelt portion glasur og tilsatte 150 gram hakket chokolade til dejen.

Jeg synes at klassiske chokoladekager, foruden brownies, har det med at blive meget tørre og tit og ofte: meget kedelige. Denne her til gengæld, er lækker, blød, saftig og smagfuld. Vitterligt en kage det kan være svært at få nok af :-)


Raw limetærte

Da jeg havde fødselsdag i marts, serverede jeg udelukkende paleokager. Jeg havde for noget tid inden, fundet denne lækre opskrift på en raw limetærte. Den så så god og lækker ud, at den måtte jeg bare prøve. 

Jeg fordoblede opskriften for at få den til af fylde en stor tærteform, idet opskriften er lavet til at passe til 6 små tærteforme.

Til bunden

•2,5 dl kokosmel
•2,5 dl valnødder
•2 knivspider halvsalt
•6 udstenede dadler


Til fyldet
•3 små avocadoer
•2 dl frispresset limesaft
•1-2 dl flydende honning eller sirup
•1 knivspids havsalt
•1,25 dl smeltet kokosolie

•revet skal fra 1 lime

Ingredienserne til bunden køres sammen i en foddprosessor, indtil den kan samles og fyldes i forme (fx. små faste metal tærteforme), Dobbelt portion giver til en stor tærte.

Ingredienserne til fyldet køres ligeledes glat på foodprosessor, og hældes derefter i bunden. Drysset med kokosmel og stilles køligt indtil den skal serveres :-)

Bounty



Jeg har brugt:
- 1 dåse kokosmælk (Dåsen sættes i køleskabet og åbnes i bunden. Vandet hældes fra )
- 4 spks kokosolie
- daddelpure af 9 dadler og en sjat kogende vand
- 4 dl kokosmel
- 250 gram Chokolade, 85%

Jeg gjorde således:
Det tykkes fra dåsen med kokosmælk kom op i en gryde, der blev sat over høj varme.
Ned i gryden kom kokosolien.
Mens det stod og blev varmt, blendede jeg dadler med kogende vand til en tyk pure, som jeg tilsatte grydens indhold.
Da det hele var blevet varmt og smeltet sammen, tog jeg gryden af blusset og tilsatte kokosmel og rørte rundt.
Det hele kom op i en brødform, beklædt med film og kom i fryseren nogle timer.

Efterfølgende smeltede jeg chokoladen, skar kokosmassen ud i passende stykker og dyppede dem i chokoladen.
Det bliver en meget porøs masse ved stuetemperatur, derfor skal den ikke stå ude særligt længe - så bliver den næsten umulig at dyppe i chokoladen. Chokoladen holder dog snildt sammen på det hele, og jeg opbevarer dem i en bøtte i køleskabet. 

Laks på grillen

Hvordan griller du din laks?

Når jeg griller laks (hvilket vi har gjort en del denne sommer), smører jeg den gerne med olivenolie, drysser den med persille og hvidløg.

Herefter kommer den på grillen, skindsiden nedad i ca. 20 minutter under låg.

Jeg serverer den gerne med flute og hvidløgssmør.

Blondie med rabarber og hvid chokolade

Mit første forsøg med at paleoficere en kageopskrift - og det gik faktisk rimelig godt, hvis jeg da selv skal lige det :-)

Ingredienser:
100 g smør
100 g hvid chokolade
2 æg
75 dadelpuré (dadler blendet med vand til flydende konsistens)
100 gram mandelmel (blendede mandler)
en knivspids salt
50 g hakket hvid chokolade
50 g marcipan (hjemmelavet)
50 g rabarber

Smør og 100 gram chokolade smeltes sammen (jeg gjorde det i mikroovnen, men hvis man gider rode

med vandbad, er det også en mulighed).
Æg og daddelpuré blev pisket sammen med salt, og tilsat den nedkølede chokolade-masse.
Herefter blev mandelmelet vendt i, og efterfølgende den hakkede chokolade, revet marcipan og tilsidst hakkede rabarber.

Bagt i ovnen i 40 minutter, ved 150 grader varmluft.

----

Smagen af denne kage er intet mindre end fantastisk. Den hvide chokolade og de syrlige rabarber komplimenterer hinanden helt fantastisk - en himmelsk mundfuld, intet mindre!

Uheldigvis for mig, fik jeg hældt dejen i en lidt for stor form, så kagen er blevet meget flad (hvilket ikke gør smagen dårligere, skal det lige siges). Men en anden gang laver jeg nok dobbelt portion til samme form (Jeps, i læste rigtigt... Det er ikke sidste gang jeg har lavet denne kage... mums siger jeg bare).

Den kunne snildt serveres med en klat is, men jeg synes den er helt fantastisk i sig selv.


Originalopskrift: http://chocolat.dk/blondies