Åh, hvor har der været gang i bananerne herhjemme!
Jeg havde lyst til at bage en kage i søndags til eftermiddagskaffen hvor min far kom på besøg - og, og, og - så kom jeg til at tænke på banankage....
Jeg elsker banankage! Og det gør Andreas også - så selvfølgelig skulle jeg prøve med en banankage - IGEN!
Ja nemlig - jeg har før bagt banankager - paleo banankager - Og bevares, smagen har været OK, men stadig ikke helt som den klassiske banankage, godt fyldt med sukker og hvedemel: Nemlig blød, lækker og med en god smag af banan.
Der er både fordele og ulemper ved at leve "the stoneage way" - erstatningsmad bliver aldrig så god som den ægte vare - til gengæld så elsker jeg udfordringen ved at lave noget mad der smager lige så godt, og nogle gange bedre end original-versionen, så derfor fortsætter jeg på min vej...
Jeg vil selvfølgelig lige understrege at kager er og bliver aldrig Paleo - men derfor kan man godt snige sig så langt hen ad vejen, at man kan nyde et lækkert stykke kage uden dårlig samvittighed - og sådan vil det selvfølgelig være med den opskrift jeg nu disker op for jer.
I får her en banankage, der smager så tæt på den traditionelle version, at man skal vide at den ikke er lavet "the old fashion way" før man smager det... Jeps - jeg praler lidt nu, og alle beviser er spist! Så i må bare tro på mig, eller bage den selv og smage efter (jeg håber selvfølgelig at i gør begge dele).
Til denne pragtfulde kage skal du bruge:
-3 bananer
-150 gram klaret smør
-250 gram kokossukker (dette kan nu fåes i dit lokale supermarked under mærket: Urtekram. Hurra!)
-3 æg
-2 dl kokosfibre
-100 gram mørk chokolade til overtræk (min 85% kakao)
Sådan gør du:
Banan, smør, kokossukker og æg blendes sammen i en foodprocessor. Dette giver den lækre og bløde konsistens i kagen, der fremkommer fordi der ikke er nogle klumper i kagen.
Herefter røres kokosfibrene i, og dejen hældes på i en bageform (jeg brugte en tærteform med udtagelige bund, som jeg havde foret med bagepapir).
Kagen bages 1 time ved 175 grader.
Den mørke chokolade hakkes og fordeles oven på den varme kage hvor den smøres ud som glasur.
Kan med fordel nydes lun - men ikke alt for varm, da det overdøver meget af banansmagen.
Velbekomme :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar