fredag den 9. oktober 2015

Cup cake ala drømmekage

Hold nu op det er længe siden jeg har postet noget herinde - truth be told, så har der ikke været noget at blogge om, ikke noget godt på madfronten i hvert fald.. Indtil nu!

Vi er hoppet tilbage op på den der velkendte hest, og prøver nu at spise så stenalderagtigt som det er os muligt.
Vi har i en periode forsøgt os med LCHF, og det er bare ikke gået godt. Så... Tilbage til det vi kender og elsker - og forhåbentlig også tilbage til den vægt vi havde inden vi kørte af sporet..

Men selvfølgelig, ingen kostændringer uden kage, og hvis jeg selv skal sige det, så er dette en af de bedre kager jeg har lavet i lang tid.

Opskriften giver to ramekiner og passer lige til et lækkertsultent par, fx. Inden de skal tage en middagslur.......

Cup cake ala drømmekage:

2 spsk øko smør
1 spsk kokosolie, god koldpresset
1 banan, moset
1 æg
2 spsk kokosfibre
1 spsk grov kokosmel

Smør og kokosolie smeltes, fx i mikroovnen. Når det er smeltet, røres de øvrige ingredienser i, og dejen fordeles i to ramekiner. Hver ramekin skal have 2 min. I mikroovnen.
Når de to minutter er gået.. Vupti, er der kage...

Og så kan man jo lige hurtigt lave lidt fyldt at komme på, som består af:

2 spsk smeltet øko smør
2 spsk kokossuller, fx urtekræmmer
1-3 spsk grov kokosmel (kom kokosmel i, til du synes det har den rette konsistens)

Fordel fyldet på kagerne og spis dem i godt selskab :)


søndag den 22. februar 2015

Dilddressing med stenbidderrogn

Mangler du en god dressing til din laks?
Det gjorde jeg! Heldigvis har jeg en købmand tæt på, lidt lækre ting i køleskabet og en god fantasi - det blev til denne lækre, dilddressing som skal fortæres til frokost sammen med lakseroulade og frisk salat.

Du skal bruge:

Ca. 125 g Cremefraiche, 38%
Et skvæt piskefløde
Saften af en halv citron
1 glas stenbidderrogn (Ca. 50 gram)
1 bundt didl
Friskkværnet peber

Fremgangsmåden er ganske simpel:
Rør cremefraiche, fløde og citronsaft sammen. Tilsæt friskhakket dild og stenbidderrogn, og rør det godt sammen. Smag til med friskkværnet peber.
Rognen er lidt salt i sig selv, så der behøves ikke mere salt til at smage til med, synes jeg.


lørdag den 15. november 2014

Chokolade scones ala Paleo

Så blev det igen tid til at være lidt kreativ i køkkenet - den søde tand pressede på fredag aften, og jeg havde simpelthen så meget lyst til noget lækkert at fylde i mit ansigt..
Det har jeg egentlig tit - og jeg giver tit efter, hvilket desværre har kunnet set på vægten.
Det må der gøres noget ved! Så nu skal jeg gøre en ekstra indsats for at være sund, eller i hvert fald sundere - for let's face it - kage og lækkerier er ikke sundt, lige meget hvilken version man bager det i - og vanen med at spise det, bliver det heller aldrig..

Nå nå, men alle mine formaninger til side, så skal der selvfølgelig være plads til lidt lækkert en gang i mellem - og denne gang forsøgte jeg mig med scones!
Jeg kiggede rundt efter en opskrift, men kunne ikke finde en, der passede sammen med de ting der var til rådighed i mit køleskab...

Alligevel lykkedes det mig at få bikset noget sammen, der blev ganske velsmagende - og endda så lækkert, at mine to små nye katte prøver at stjæle det ud af munden på mig! :o

Opskriften giver 6-7 scones og kommer her:

1,25 dl kokosfibre
1 dl mandelmel, malede mandler
1 dl kokossukker fra urtekram
Ca. 25 gram hakket chokolade
Lidt salt
0,75 dl smeltet kokosolie
4 økologiske æg

Start med at blande de tørre ingredienser sammen. Sørg for at der ikke er nogen klumper.
Herefter tilsætter du kokosolien og rører sammen. Tilsæt æggene, og bland det sammen til en klæg dej.
Form små scones på en bagerist med bagepapir, og bag dem i ca. 22 minutter ved 140 grader varmluft.

Nydes mens de er lune, evt. med lidt smør eller et smørbart blandingsprodukt (hvis man spiser sådan noget) - mums og velbekomme!

torsdag den 6. november 2014

Æggemælk - mælkeerstatning til kaffen

Jeg har i lang tid gået og glemt lidt at jeg ikke kan tåle mælkeprodukter - jeg har brugt undskyldningen at vi har haft ferie, men sandheden er bare at! Jeg elsker ost og jeg ELSKER fløde i min kaffe - ikke kaffefløde, men piskefløde. Ååååhhhh, det giver bare den lækreste smag til kaffen, en smag jeg næsten ikke kan undvære...

Det har dog sin pris at spise og drikke for meget af noget man ikke kan tåle. Andre mælkeallergikere kan sikkert nikke genkendende til det - en kedelig sidegevinst for mig har for eksempel været nogle ekstra kilo på vægten - og det irriterer mig jo GRUSOMT, når jeg for nogle år siden slidte og slæbte (kan oversættes til: Spiste sundt og motionerede, og talte kalorier som en gal) for at komme ned på den vægt, som jeg ellers har holdt stabilt de sidste par år.

Spørgsmål: Nå, men hvad gør man så med den kaffe der, når man ikke kan tåle fløden?
Svar: Man finder en eller andet form for erstatning.

I diverse LCHF fora, har jeg hørt tale om forskellige ting man kan gøre - og jeg har da også flere gange drukket enten Bullet Proof Coffee (BPC) eller Æggelatte, med stor succes.
Men nogle gange er det bare rart med noget man kan hælde i kaffen, lige så nemt som man kan med mælk eller fløde - og så var det at jeg så nogen der skrev noget om Æggemælk!
Nå nå, det skulle kunne bruges lidt lige som mælk eller fløde i kaffen - og så var jeg jo straks interesseret!
Opslaget som jeg oprindeligt så, var skrevet af Johanne Hald Charnock i Facebook gruppen LCHF / Lavkarbo på dansk, og med inspiration herfra, har jeg forsøgt mig med selv at lave æggemælk - og opskriften kommer her:

Denne portion rækker lige nok til 2 store kopper kaffe:
- 1 æg
- ca. 20 gram klaret økologisk smør
- 1 spsk. kokosolie (Jomfru, koldpresset)
- ca. 0,75 dl kogende vand
Hvis du har lyst, kan du tilsætte lidt smagsgivere til mælken - jeg brugte kanel, stødt ingefær, kardemomme og allehånde. Jeg tror at vanilje også ville fungere fint.

Start med at blende de kolde ingredienser sammen i din blender.
Tilsæt så det kogende vand, mens du blender.
For en mere koncentreret mælk, kan der tilsættes mindre vand :)

Mælken opbevares i køleskabet, og kan holde sig i ca. 3 dage - man kan jo bare lave en større portion alt efter hvor meget kaffe man drikker i løbet af en dag :-) Jeg har min i en lille flødekande.

BONUS INFO: Æggemælken opfører sig stort set som almindelig mælk i kaffen - hav dog en teske klar til at røre lidt rundt, hvis du lader kaffen stå for længe :-)


mandag den 20. oktober 2014

Cinnamon egg latte (Æggelatte med kanel)

Så er det endnu engang eftermiddag og kaffetid!
Jeg har ellers i lang tid drukket kaffe med piskefløde i ægte LCHF stil, men nu må stilen lægges en lille smule om, og mælkeprodukterne må på en lang rejse væk fra min adresse.
Det er bestemt ikke nemt, men det går lidt bedre, når man kan nyde noget der ligner, men uden de allergener som piskefløde fører med sig i mit tilfælde.

I dag fik jeg lyst til en kanel-kaffe, og mums, den er lækker.
Og endnu bedre i selskab med min yndlingsserie lige for tiden: Once upon a Time..

Kaffen laver du sådan her:
1 stor kop kaffe
1 æg
1 tsk kanel
1/4 tsk, stødt ingefær
1 tsk kokosolie

Alle ingredienserne blendes sammen og nydes varm... :-) Giv den eventuelt et ekstra drys kanel, og eventuelt lidt kokossukker hvis du er typen der kan lide en sød variant :-)

fredag den 10. oktober 2014

Små lækre kanel pandekager ala LCHF

Efter lang tids medlemsskab i æggefaste gruppen på facebook - fik jeg for første gang igår, afprøvet de såkaldte "lovlige pandekager" - en opskrift som har ligget inde i gruppen længe.
Når jeg har æggefastet, har jeg prøvet bare at holde mig til at spise helt almindeligt, kedeligt tilberedte æg - for ikke at fremkalde lysten til at muligt andet mad, som ikke er æg.

Igår var første morgen efter 3 dages æggefaste, og så tænkte jeg at det måske var blevet tid til at afprøve den....
Den oprindelige opskrift (som du kan finde i gruppen her) er med sukrin - men, men, men.. Jeg spiser simpelthen ikke kunstige sødestoffer så derfor er følgende opskrift med kokossukker fra urtekram - som dog er indeholder noget meget optageligt kulhydrat men trods alt er mere naturligt - hvilket er vigtigere for mig.

Når du nu læser opskriften, tænker du måske at det lyder lidt mærkeligt med mayonnaise i pandekager, men tro mig! Du vil ikke et sekund fortryde at du har prøvet dem...

Til 18 små minipandekager skal du bruge:
- 3 æg
- 2 spsk vand
- ½ tsk. kanel
- 1 tsk. kokossukker
- 2 spsk mayonnaise
- 1 spsk kokosolie
- Kokosolie til stegning

Det hele blendes med en stavblender og steges på en pandekagepande. Alternativt kan man lave store pandekager, og der bliver cirka 4-5 stk. ud af denne portion. Frygt ikke når du synes at dejen er lidt tynd - de er nemme at stege og vende.
Jeg serverede panekagerne med smeltet smør, rørt med ½ tsk. kanel og 1. tsk kokossukker. Det bliver lækkert og sirupagtigt, når det får lov til at køle lidt ned.

torsdag den 18. september 2014

Cremet Hokkaidosuppe

Det er officielt: Vi er i september måned, det er efterår, og med efterår kommer........ Suppetid!
Selvom det i mit hoved stadig er sommer, så kan jeg godt mærke at det er lidt koldt om morgenen, og det må have været det der fik mig til at købe det flotteste store hokkaidogræskar, og straks tænke: Suppe!!

Jeg har surfet lidt rundt på nette for at finde en god opskrift, men endte med at komponere min egen, en opskrift som du får lige her...:

Portionen giver i hvert fald suppe til 4 personer - vi er 2, og vi har nok mad til 3 dage, såfremt vi supplerer med lidt kød ved siden af.
Der skal bruges:

1 stort hokkaido græskar (jeg har ikke vejet det, men det var en ordentlig børge ;) )
2 løg
4 fed hvidløg
1½ L vand
2 boullionterninger
1 tsk. spidskommen, stødt
½ tsk koriander, stødt
lidt muskatnød
½ tsk. tørrede chiliflager
½ tsk ingefær, tørret og stødt
salt og peber efter smag
1 dåse kokosmælk

Fremgangsmåden er som følger:
Hokkaido og løg skæres i store tern (hokkaido behøver ikke bliver skrællet, vask den blot grundigt) og hvidløg skæres i skiver.
Det hele svitses af i en stor gryde, hvorefter vandet og boullionterningerne tilsættes.
Bring gryden i kog, og lad det koge i ca. 30 minutter, til hokkaidoen er mør.
Efter de 30 minutter er gået, tages gryden af pladen, og suppen blendes. Jeg bruger en stavblender, det er nemmest.
Herefter tilsættes de tørrede krydderier og kokosmælken, smag til med salt og peber.
Lad suppen koge 15-20 minutter herefter, så krydderierne kan nå at afsætte smag i suppen.
Hvis man synes at suppen er blevet for tyk, kan der med fordel tilsættes lidt mere vand.
Smag til igen inden servering - velbekomme! - Jeg serverede suppen sammen med flæsk, stegt i oven.