torsdag den 6. november 2014

Æggemælk - mælkeerstatning til kaffen

Jeg har i lang tid gået og glemt lidt at jeg ikke kan tåle mælkeprodukter - jeg har brugt undskyldningen at vi har haft ferie, men sandheden er bare at! Jeg elsker ost og jeg ELSKER fløde i min kaffe - ikke kaffefløde, men piskefløde. Ååååhhhh, det giver bare den lækreste smag til kaffen, en smag jeg næsten ikke kan undvære...

Det har dog sin pris at spise og drikke for meget af noget man ikke kan tåle. Andre mælkeallergikere kan sikkert nikke genkendende til det - en kedelig sidegevinst for mig har for eksempel været nogle ekstra kilo på vægten - og det irriterer mig jo GRUSOMT, når jeg for nogle år siden slidte og slæbte (kan oversættes til: Spiste sundt og motionerede, og talte kalorier som en gal) for at komme ned på den vægt, som jeg ellers har holdt stabilt de sidste par år.

Spørgsmål: Nå, men hvad gør man så med den kaffe der, når man ikke kan tåle fløden?
Svar: Man finder en eller andet form for erstatning.

I diverse LCHF fora, har jeg hørt tale om forskellige ting man kan gøre - og jeg har da også flere gange drukket enten Bullet Proof Coffee (BPC) eller Æggelatte, med stor succes.
Men nogle gange er det bare rart med noget man kan hælde i kaffen, lige så nemt som man kan med mælk eller fløde - og så var det at jeg så nogen der skrev noget om Æggemælk!
Nå nå, det skulle kunne bruges lidt lige som mælk eller fløde i kaffen - og så var jeg jo straks interesseret!
Opslaget som jeg oprindeligt så, var skrevet af Johanne Hald Charnock i Facebook gruppen LCHF / Lavkarbo på dansk, og med inspiration herfra, har jeg forsøgt mig med selv at lave æggemælk - og opskriften kommer her:

Denne portion rækker lige nok til 2 store kopper kaffe:
- 1 æg
- ca. 20 gram klaret økologisk smør
- 1 spsk. kokosolie (Jomfru, koldpresset)
- ca. 0,75 dl kogende vand
Hvis du har lyst, kan du tilsætte lidt smagsgivere til mælken - jeg brugte kanel, stødt ingefær, kardemomme og allehånde. Jeg tror at vanilje også ville fungere fint.

Start med at blende de kolde ingredienser sammen i din blender.
Tilsæt så det kogende vand, mens du blender.
For en mere koncentreret mælk, kan der tilsættes mindre vand :)

Mælken opbevares i køleskabet, og kan holde sig i ca. 3 dage - man kan jo bare lave en større portion alt efter hvor meget kaffe man drikker i løbet af en dag :-) Jeg har min i en lille flødekande.

BONUS INFO: Æggemælken opfører sig stort set som almindelig mælk i kaffen - hav dog en teske klar til at røre lidt rundt, hvis du lader kaffen stå for længe :-)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar