mandag den 10. marts 2014

Rosenkål i tomatsauce

Rosenkål, de små grønne - der grünes! Eller bare de fleste menneskers hade grønsag.
Jeg selv? elsker rosenkål - har altid elsket dem, vil altid elske dem. Jeg spiser dem hjertens gerne kogt, men for at det også skal glide lidt lettere ned hos min bedre halvdel, så må jeg hellere trylle lidt mere med dem, inden de bliver serveret.

Denne omgang trylleri blev ganske vellykket, og kunne sagtens blive gentaget. Det er billigt og nemt at lave, og så mætter det helt fantastisk meget. Vi spiste hakkedrenge til, men jeg tror at man kan servere lige hvad det skulle være til, og det ville stadig smage godt - Alternativt kan man tilsætte bacon, og så har man jo nærmest et helt måltid i dette fad ;)

Opskriften? Kommer her!

1 kg rosenkål - renset og skåret i kvarte
1 dåse hakket tomat
1 dåse kokosmælk
1 pressede fed hvidløg
1 skalotteløg i små tern
Paprika, salt, peber, muskatnød

Kål, løg og krydderier svitses i en varm gryde i en klar klaret smør.
Kokosmælk og tomat tilsættes, og får lige lov til at koge op, inden det hele kommes over i et fad og sættes i ovnen - 25 minutter ved 200 grader. Sådan cirka - Mine rosenkål var tilpas kogte, uden at være smattede, med det kan man gøre som man selv kan lide det..

Prøv det - og velbekomme :-)